IndfjordenTrods sit navn er Indfjorden vel nærmest en sø med sin egen lidt afsondrede beliggenhed inde bag Nissum Fjords nordlige del. Det er et idyllisk sted omkranset af rørskove og enge og med enkelte, private bådpladser. Indfjorden kan ses blandt andet fra landevejen på dens østside ved Ulfsund.I vestenden føres vand via åløbet Færgen ud til den nordlige del af Nissum Fjord, som kaldes Bøvling Fjord. Navnet Færgen har sin oprindelse i, at der tæt på udløbet i Bøvling Fjord tidligere har ligget en lille båd, som man ved hjælp af et tovværk kunne trække sig over åløbet i. I dag kan man her færdes til fods eller hest på en ny bro over Færgen.