Vejlbo Mose forvandlet til en søEn idyllisk, skovomkranset sø er det syn, der møder dig ved Vejlbo Mose. Faktisk er det over 150 år siden, at søen var en mose, hvor der blev gravet tørv. I midten af 1800-tallet startede papirfabrikant Michael Drewsen en stor industriel produktion af tørv, hvor mosen blev gravet op i fuld dybde. Det skabte den nuværende sø, som man kan gå rundt om ad en 1,5 km lang sti på en halv times tid. Stien fører også over en træbro, hvor der i søen ses mange gule åkander.I sæsonen er der tranebær, tyttebær, mosebølle og blåbær i den magre jord ved søbredden, hvor også lyng, porse-buske og spredte birketræer giver lidt karakter til søen. Området er også et godt sted at opleve hugorme og andre krybdyr, og der er mange egern i fyrreskoven øst for søen. Hunde må færdes uden snor i hele området.