Den nedlagte landsby Boserup lå, hvor Naturcentret Boserupgård nu ligger. Landsbyens dyr gik på græs på overdrevet ud mod Kattinge Vig om sommeren. Overdrevet var landsbyens fælles græsareal, og kreaturer, heste, får og de øvrige dyr blev drevet derud om morgenen og hjem om aftenen af vogterpiger eller -drenge ad Fægyden. For at beskytte landsbyens frugthaver, kålgårde og ikke mindst de dyrkede marker mod dyrene, indhegnede man fægyden.. De to jorddiger kan med lidt god vilje stadig ses, selv om de er sunket noget sammen. På gamle kort kaldes fægyden for ”strædet”.