SømærketEn sti fører op til båken, et højt sømærke, som hæver sig højt over bevoksningen. Den rødmalede båke, der er bygget af kraftige jerndragere og tømmer, har timeglasformet top. Den blev bygget i 1884-85 og fungerede som pejlemærke for de søfarende. Båkerne langs den jyske vestkyst blev udformet med individuelle former, så man kunne identificere dem i forhold til søkortet, hvor båkerne var tegnet ind. Derudfra kunne man bestemme sin position, men det kunne naturligvis kun foregå i dagslys. Den nye teknologi har gjort båkerne overflødige, men de er fredede og står som store skulpturer i klitlandskabet.