SkibetUnder en storm i 1827 væltede et stort bøgetræ lidt nord for, hvor Skovskolen i Nødebo ligger i dag. I stedet for at dø, voksede det væltede træs sidegrene videre, så der med tiden voksede en række nye bøgetræer op på en lige række. Da træerne voksede op i en ret linje og kunne ligne skibsmaster, fik de tilnavnet "Skibet". På Skibets master kan man se indridsede initialer, der er over 100 år gamle.I en del år har Skibet dog været strandet i et tæt krat af mindre bøgetræer, så kun stedkendte kunne finde området med de usædvanlige træer. Nu har Skibet igen fået luft omkring sig. Der går en sti op til Skibet fra den nærliggende Plantagevej, hvor en sten med indhuggede bogstaver viser vej til seværdigheden.